Større udrykning til Enø
- Preben Madsen
- 24. jul. 2015
- 1 min læsning
Fredag eftermiddag blev idyllen på Enø brudt af flere brandkøretøjer, politi og ambulancer der kom til øen med hylende sirener.
På Krageholmsvej måtte beboerne i et sommerhus have hjælp af brandfolk fra Midt- og Sydsjællands Brand & Redning i Næstved til at slukke en brand der var opstået i en kompostbunke som lå op ad et skur. Årsagen til branden menes at være gløder fra et stort fad som man bruger til havebål.
Dagen i forvejen havde beboerne haft ild i bålet, og man mener at gløder herfra i natten og dagens løb er blæst over i kompostbunken, og ligget her og ulmet indtil branden blev opdaget.
Flere naboer gik i gang med vandslanger, for at holde ilden væk fra et skur hvor der blev opbevaret flere brandbare væsker: Da brandfolkene ankom fik branden en ordentlig gang vand med en højtryksslange indtil alle gløder var slukket. Hverken bygninger eller personer fik skader under branden.
Samtidig med at brandbilerne kom til øen, var der også rekvireret en ambulance og en akutbil til en opgave andet sted i området, men de to sager havde intet med hinanden at gøre. Det var tilfældigt at så mange udrykningskøretøjer skulle frem over Enø samtidig.








Comments